OPLEVELSEN

Hvilken oplevelse vil du få som deltager i et scenarie på Blackbox Cph?

Først og fremmest. Det er rollespil. Det er meningen, at du skal gå til det som rollespiller. Du skal more dig og opleve. Intet andet.

Vi har til Blackbox Cph inviteret nogle kreative rollespillere til at forfatte et scenarie. Vi har sat rammerne, og givet dem en række af benspænd: Om scenariets længde, antallet af spillere, samt brug af teaterlys og lyd. Resten er fuldkommen op til deres inspiration og kreativitet.

Lige inden scenariet har du og forfatteren en programsat workshop på 2 timer. Her vil forfatteren forklare om scenariet, lave workshop-øvelser, udlevere skriftlige roller, eller hvad man nu kan forestille sig.
At møde op til workshoppen er den eneste forberedelse, du som spiller forventes at lave.

Derefter går I videre til blackbox-salen og 3 timers intensivt rollespil, hvor forfatteren naturligvis er interesseret i at give dig den bedst mulige oplevelse.

Blackboxen er en legeplads, hvor forfatteren kan få lov at afprøve ideer og eksperimentere med genrens muligheder. Det tager vi meget seriøst. Derfor vil hvert scenarie have en programsat evaluering, hvor spillere, forfattere og afviklere kan snakke om, hvordan scenariet gik.

Alt i alt vil hvert scenarie bestå af 2 timers workshop, 3 timers rollespil, og omtrent 1 times evaluering. Derefter er der hygge og øl i caféen.